Karin Gaardsted (S)
Dansk Folketingsmedlem Karin Gaardsted er medlem af Nordisk Råds Præsidium blog
blog

I begyndelsen af april måned kunne man i norske Aftenposten læse en kronik med forsvarsministrene i Norge, Sverige, Danmark, Finland og den islandske udenrigsminister, som afsendere. Den ganske glimrende kronik præsenterede en ny samarbejdsaftale mellem de nordiske lande. Aftalen kommer som en naturlig reaktion på den russiske aggressivitet i de nordiske landområder, vi desværre har oplevet.

Men den nye samarbejdsaftale er ikke blot et billede på, at de nordiske lande finder det nødvendigt at rykke tættere sammen grundet den nye russiske udfordring hvad angår den europæiske sikkerhedssituation. Det er også et billede på, at det nordiske samarbejde, nu mere end nogensinde, er dynamisk, tydeligt og stærkt.

Vi har længe vidst, at det nordiske samarbejde med Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd som katalysatorer, er gået hen og blevet et yderst beundringsværdigt foretagende. Verdens landes øjne hviler på os, og de kan lide, det de ser. For vi samarbejder, vi forbedrer, og vi vedligeholder levevilkårene for de nordiske medborgere uanset alder, køn, politisk overbevisning, nationalitet og religiøse overbevisninger.

Vi tager godt imod dem, der ikke kommer fra lige så privilegerede forhold, og som trænger til hjælp. Vi tager vare om vores borgere, og vi tager vare om vores nye medborgere. Og når vi møder trusler - om de er implicitte eller eksplicitte, ja så viser det sig, at vi også der står sammen. Og det er beundringsværdigt.

Tager vi Nordisk råd, som jeg selv er en del af, så er det ganske tydeligt, at der sker ting og sager for tiden. Det viser sig, at organisationen ikke er bange for fornyelse men har fokus rettet mod forbedring. På blot halvandet år fornemmer jeg, at der er sket meget. Reformarbejdet er i fuldt sving og skal med en effektivisering af blandt andet arbejdsprocedurer og arbejdsgange sikre en forbedring af prioriteringerne således, at det først og fremmest er det politiske arbejde, der prioriteres. Det vigtigste først – politikken.

Rådet er ved enkelte lejligheder blevet kritiseret for at være en ”kaffeklub”! Men det vil i så fald være den første kaffeklub, jeg er stødt på i min tid som politiker, med en reel politisk indflydelse. De forhandlinger og beslutninger vi foretager os, og de spørgsmål og forslag vi stiller, bliver behandlet og i mange tilfælde genereret videre til ministerrådet og videre ud til de forskellige nationale regeringers arbejde.

Vi ser jo i rigtig mange tilfælde, at de beslutninger, der foretages, også kan spores tilbage til Nordisk Råd. Tag eksempelvis Nordisk Råds Velfærdsudvalg, som i mange år har arbejdet med flere af de forslag, som Bo Könberg kom med i sin rapport til Ministerrådet i 2014. Senest har de nordiske lande samlet sig om en forsvarssamarbejdsaftale.

Vi har indflydelse og det nordiske samarbejde er stærkere og mere dynamisk end nogensinde. Og som jeg ser det, så er vi på helt rette vej.