Nordisk Råds medlemmer har på sessionen i København netop godkendt det endelige forslag om at bekæmpe madspild og udnytte madaffald på en smart måde, som Socialdemokraterne i Nordisk Råd fremlagde i januar.

Siden da har Nordisk Råds Udvalget for et Bæredygtigt Norden arbejdet med forslaget. Det arbejde er nu fuldendt, og Nordisk Råd har godkendt udvalgets anbefalinger.

De omfatter bl.a. at udvikle forslag til en vejledning om fødevaresikkerhed for de madvarer, som doneres til velgørende formål fra fx detailhandlen og restauranter. Derudover anbefaler Nordisk Råd, at de nordiske regeringer harmoniserer reglerne for datomærkning for fødevarer.

Samtidig anbefales det, at Nordisk Ministerråd inden for sin miljøsektor skal begrænse madspild på alle niveauer, ligesom Nordisk Energiforskning skal igangsætte aktiviteter, som kan støtte at organisk affald og restprodukter omdannes til energi. Det skal dog også undersøges, hvilke fordele og ulemper der er ved dette.

En stor kilde til drivhusgasser
Ifølge en FN-rapport fra 2014 er madspild nemlig sammen med madtab den tredjestørste årsag til CO2-udledning. Samlet set fører spildte fødevareressourcer til en stor del af jordens menneskeskabte drivhusgasser. Dermed må reduktionen af madspild anses som en vigtig opgave for at opnå de globale klimamålsætninger. Alene i Danmark var der i 2011 eksempelvis et årligt madspild på 540.000 tons, hvoraf 237.000 tons skønnes at komme fra private husholdninger. Europa-Kommissionen har også fokus på området med den nye strategi for en cirkulær økonomi.

Med Nordens nuværende rolle som foregangsregion for bæredygtige løsninger er det oplagt, at de nordiske lande også går forrest, når det gælder både reduktionen af madspild og den intelligente udnyttelse af det madspild, som ikke kan undgås, eksempelvis gennem omdannelse til biogas.

Næste skridt efter Nordisk Råds beslutning er, at de nordiske regeringer og Ministerrådet for Miljø skal behandle sagen og afgøre, om de vil følge Nordisk Råds anbefalinger.

Hele det reviderede forslag, som blev vedtaget (betænkningen), kan læses i fuld længde på linket her.