I efteråret 2015 satte den socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd fokus på de store affaldstransporter, som fragter forbrændingsaffald fra eksempelvis det vestlige Norge til Sverige.
Vi foreslog 1) at udrede affaldsstrømmene i Norden og hvad der påvirker udviklingen, og 2) at undersøge hvordan regler, støtteordninger og afgifter medvirker til genanvendelsen af affald frem for at forbrænde det. Det kan du læse mere om her.
Nordisk Råds præsidium valgte at støtte begge forslag tilbage i juni, og nu har Nordisk Ministerråd for Miljø taget stilling: Ministerrådet vil ikke støtte første del af forslaget, da udgangspunktet for forslaget var, at vi problematiserede affaldseksporten til forbrænding i Sverige. Men faktisk viser det sig, at eksporten i sig selv ikke påvirker genanvendelsen. Til gengæld støtter Ministerrådet anden del af S-forslaget om at undersøge regler, støtteordninger og afgifter på affaldsområdet. De svarer blandt andet:
”Nordisk Ministerråd finder, at en sådan udredning ville give lande vigtig information om deres eget lovgivning og regulering, og desuden formidle information om løsninger, der fungerer eller ikke fungerer for at fremme målsætningen om øget genanvendelse, affaldshierarkiet og cirkulær økonomi.”
Derfor kommer Miljøsektoren ved Nordisk Ministerråd til at starte et udredningsarbejde på området næste år, og på den måde er det en stor socialdemokratisk sejr for miljøet.
Der er dog også andre aktiviteter i gang, som kan understøtte forslagets formål: I Norge udreder man eksempelvis kravene til obligatorisk udsortering af organisk affald og plast, som tænkes at forøge genanvendelsen. Derudover skal den nordiske affaldsgruppe (NAG) gennemføre en workshop om hvordan overkapacitet på forbrændingsanlæg påvirker målet om øget genanvendelse.