På dagens udvalgsmøde for Holdbart Norden fik S-Norden opbakning til forslag om at få undersøgt mikroplastforekomsten i drikkevandet og ikke mindst hvordan mikroplasten påvirker menneskekroppen.
”Der er efterhånden mikroplast overalt. Vi ved ikke, hvor meget mikroplast der er i drikkevandet. Og vi ved ikke, om mikroplasten i luften kommer ind i kroppen. Derfor har vi både brug for at vide, hvordan mikroplasten kommer i kroppen, og hvordan mikroplasten kan skade kroppen.”, udtaler Socialdemokratiets Karin Gaardsted.
Forslaget går nu til Nordisk Ministerråd, der så vil have til opgave at undersøge sagen og udarbejde en rapport.
”Selvom vi generelt skal forhindre plast i at komme ud i vores miljø, er dagens resultat stadig et vigtigt instrument for os. For når først problemets omfang bliver synligt for alle, er det meget lettere at skabe den brede politiske opbakning til at få løst problemet.”, siger Socialdemokratiets Suzanne Svensson.
”Plastik et problem. Vi ser det tydeligt i Norge, hvor tonsvis af plastik og andet affald skylles op på kysten hver dag. Problemet er tydeligt for alle, og hvis det er i miljøet, kommer det også ind i mennesker.”, lyder det fra Arbejderpartiets Ingalill Olsen.
Plasten er overalt. Også i de fjerntliggende og relativt isolerede egne af Grønland oplever man problemet.
”Der er mikroplast i alle verdens have. Og det bliver optaget i fødekæden – i fisk, i sæler, i hvaler. Det er de dyr vi lever af i Grønland. Både rent fysisk de dyr vi spiser, men også de fisk vi sælger. Og fordi mikroplast er i luften, havner det måske endda også i vores lunger, hver gang vi trækker vejret. Det er afgørende, at vi får lavet grundige og troværdige undersøgelser af problemet.”, slutter Siumuts Ineqi Kielsen.