Hver eneste dag kører der 50 lastvogne med restaffald fra det vestlige Norge til Sverige for at få forbrændt affaldet.
Det fik i september sidste år den socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd til at tage de lange, grænseoverskridende affalds-transporter op i Nordisk Råds miljø- og naturressourceudvalg.
Helt konkret stillede gruppen et forslag om en kortlægning, som beskrives her. Inden vi kan overveje konkrete, nordiske tiltag for at begrænse de miljøbelastende transporter, må vi nemlig kende deres omfang og årsager. Fra 2009 til 2013 er importen af affald til Sverige nemlig mere end fordoblet. Det viser tal fra svenske Naturvårdsverket. Af den samlede importerede affaldsmængde i Sverige stammer hele 57 procent fra Norge.
Siden september 2015 har Nordisk Råd arbejdet med sagen. Der har været kontakt med både norske og svenske branche-organisationer samt den Nordiske Affaldsgruppe (NAG) inden for Nordisk Ministerråd. Forslaget er blevet tilpasset løbende, og der blev udarbejdet en udvalgsbetænkning. Nordisk Råds præsidium valgte at godkende betænkningen på sit møde i juni.
Det betyder, at Nordisk Råd nu rekommanderer Nordisk Ministerråd at a) kortlægge affaldsstrømmene mellem de nordiske lande og mellem Norden og andre regioner, hvordan de har udviklet sig i løbet af de seneste 10 år, og hvilke faktorer som har påvirket udviklingen, og b) at undersøge om de nordiske landes respektive regelværk, afgifter og støtteordninger på affaldsområdet medvirker eller modvirker målet om at øge den andel af affald, som går til materiel genanvendelse i de enkelte nordiske lande.
