I disse dage mødes nordiske politikere fra alle lande og selvstyreområder til minisession i Oslo.

For den socialdemokratiske gruppe bød lejligheden på et valg af en ny næstformand for gruppen, efter Marit Nybakk stoppede i Nordisk Råd i slutningen af 2015 efter en flot indsats. Nybakk blev erstattet af den hidtidige næstformand Phia Andersson fra Sverige, hvorfor næstformandsstolen blev ledig.

Valget faldt på Sonja Mandt fra Norge. Mandt er velbevandret i det nordiske samarbejde, da hun har erfaring fra Nordisk Råd siden 2009 og primært har arbejdet med velfærdspolitik.

Flere nordiske forslag - og kamp mod skatteskjul
På møderne var der også mulighed for at samle op på de seneste ugers afsløringer af skatteunddragelse gennem kreative selskabskonstruktioner i Panama. I den anledning har den socialdemokratiske gruppe vedtaget følgende udtalelse:

"Den nordiske velfærdsmodel bygger på solidarisk skattebetaling. Det har skabt gode, stabile og trygge velfærdssamfund.
Endnu engang har internationale afsløringer om skatteskjul afsløret, at virksomheder og personer unddrager sig skat. Afsløringerne af de såkaldte  Panama-papirer er endnu et eksempel, som med rette har skabt stor international opmærksom.
Socialdemokraterne i Nordisk Råd ønsker at bekæmpe skatteunddragelse globalt. Vi opfordrer de nordiske regeringer til at samarbejde om bekæmpelsen af skatteunddragelse og gå forrest i den kamp internationalt."

De politiske diskussioner fortsætter i morgen, tirsdag, hvor der er udvalgsmøder og plenardebat. I plenum vil Socialdemokraterne fremlægge syv nye medlemsforslag om alt fra et nordisk idrætstopmøde og hørenedsættelse til klimamålsætninger og integration af asylbørn.