Uden stærke og relevante fagforeninger, bliver arbejdstagerne overladt til sig selv på arbejdsmarkedet. Forhold som kan resultere i individuelle kontrakter med dårlige lønninger og ingen eller kun få rettigheder.
Socialdemokraterne i Nordisk Råd har de seneste måneder haft særlig fokus på hvordan vi kan udvikle den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Fredag den 17. marts afholdt gruppen en rundbordssamtale om emnet med fagbevægelsen og en række relevante aktører, som resulterede i fem prioriterede indsatsområder, heriblandt faglig organisering.
Faglig organisering på arbejdsmarkedet er en af grundpillerne i den nordiske arbejdsmarkedsmodel og dermed en forudsætning for et stærkt nordisk arbejdsmarked. Men arbejdsmarkedsmodelen udfordres og er under pres.
I følge Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, skyldes det bl.a. kombinationen af den frie bevægelighed af arbejdskraft i EU og fraværet af lovgivning, som forpligter arbejdsgivere til at arbejde efter overenskomst. Det kræver derfor en stærk fagbevægelse for at mobilisere fortsat succes for den nordiske arbejdsmarkedsmodel.
Fagbevægelsen er netop en væsentlig aktør og bygger netop på organiseringen af lønmodtagere på arbejdspladserne og på at varetage deres interesser gennem kollektive aftaler med arbejdsgiverne. Et samarbejde mellem arbejdslivets parter er den bedste garanti for en retfærdig fordeling og et anstændigt arbejdsliv i Norden.
Socialdemokraterne i Nordisk Råd vil arbejde for at finde konkrete løsninger til et stærkere organiseret og mere vedkommende nordisk arbejdsliv.
Første aktivitet er en webkampagne, hvor gruppen sammen med fagbevægelsen indleder en kampagne på de sociale medier om vigtigheden af faglig organisering.
Følg Socialdemokraterne i Nordisk Råd:
https://www.facebook.com/s.nordisk