Der var stor enighed om, at Velfærdsudvalgets hovedtema for 2015 er: Børn og unges psykiske sundhed.

Et tema som derved vil fylde en stor del at dette nye års arbejde i udvalget. Medlemmer kommer til at fokusere på områder som: Vold mod børn, seksuelle overgreb mod børn – herunder senskader, selvmord og andet. Disse områder er valgt ud fra en aktuel og sørgelig stigning af selvmord blandt børn og unge.

Udover årets hovedtema blev især tre emner diskuteret på mødet. Det videre arbejde med at Bo Könberg-rapporten, medlemsforslaget om et øget nordisk samarbejde omkring au pair-ordningen og en opfølgning på temaet ”en giftfri hverdag”.

Velfærdsudvalget har siden præsentationen af Könberg-rapporten, som indeholder en række anbefalinger til hvorledes det nordiske samarbejde på sundhedsområdet kan styrkes og forbedres, set frem til at følge Nordisk Ministerråds implementering af Könbergs anbefalinger i det videre arbejde på sundhedsområdet. Og det agter Velfærdsudvalget at fortsætte med i 2015.

Medlemsforslaget om et øget nordisk samarbejde omkring au pair-ordningen er stadig højaktuelt. Læs hele forslaget her: http://www.norden.org/da/nordisk-raad/sager/a-1619-velfaerd

Vi ser flere og flere eksempler på, hvorledes au pair-ordningen udnyttes af folk som er villige til at udnytte andre mennesker svagheder. I værste tilfælde fører det til seksuelle overgreb og menneskehandel. Lighed og lige rettigheder for alle - mænd og kvinder - børn og gamle – uanset hvor du stammer fra og hvad du kommer fra, er en af grundpillerne i den socialdemokratiske ideologi. Vi vil ikke se igennem fingrene med at der er folk, som udnytter andre menneskers svagheder og fattigdom til egen vinding og økonomisk gevinst.

Her er det værd at nævne, at styrelsen i den socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd i dag tirsdag den 27. Januar 2015, har offentliggjort en fælles udtalelse på baggrund af den internationale mindedag for holocaust. Udtalelse er blevet publiceret i en lang række nordiske aviser og nyhedsplatforme, og handler netop om blandt andet vigtigheden af lighed og lige rettigheder for alle. Læs den her:

http://s-norden.org/aktuelt/nyheder/holocaustdagen/

Medlemsforslaget om au pair-problemetikken forventes at blive slutbehandlet på den årlige Nordisk Råds Session i slutningen af året på Island.

Temaet ”en giftfri hverdag” bunder i et spørgsmål stillet af en række medlemmer af Nordisk Råd til de nordiske landes regeringer. Spørgsmålet handler om regeringernes planer om at udvikle regler, som begrænser skadelige ftalater i for eksempel bygningsmaterialer og stop af indkøb af materialer til skoler og børnehaver, som indeholder skadelige stoffer. Læs hele spørgsmålet her:

http://www.norden.org/da/nordisk-raad/sager/spoergsmaal-og-svar/2014/e-33-2014/

Velfærdsudvalget holdt i den forbindelse fællesmøde med Medborger- og Forbrugerudvalget samt observatør fra Kultur- og Uddannelsesudvalget, hvor blandt andet Erik Gravenfors fra den svenske kemikalieinspektion holdt oplæg og præsenterede sin rapport, som indeholder en række forslag til hvordan man kan begrænse indholdet af ftalater i hverdagsvarer. Der forventes at blive udarbejdet en fælles udtalelse om emnet, som skal præsenteres senere på året.

Med januarmødet i Mariehamn på Åland blev arbejdsåret for medemmerne i Nordisk Råd således skudt i gang. Socialdemokraterne i Velfærdsudvalget ser frem til et godt og givtigt samarbejde på tværs af grænser og forskelligheder.

Følg vores arbejde på:

 https://www.facebook.com/s.nordisk

 https://twitter.com/SocNR